Grydebrød – saftigt og æltefrit!

grydebroed-aeltefrit-sproedt-saftigt-opskrift-bedste-nemmeste

Kender du den der følelse, hvor du pludselig får vanvittigt meget lyst til brød?

Den følelse oplever jeg sådan cirka 100 % af tiden, og derfor er smør og boysenbærmarmelade altid fast inventar i mit køleskab. Det samme er mel, gær, honning og salt i mine skabe. Man ved jo aldrig, hvornår man får lyst til brød, så det er med at være beredt.

Nemmeste og bedste grydebrød

Så meget som jeg elsker at lave (og spise) saftige boller eller brød lavet med surdej, så er det ikke altid, at jeg kan vente på, at surdejen bliver klar til bagning. Når det er tilfældet, har jeg det sidste lange stykke tid 9/10 gange tyet til dette rustikke og luftige grydebrød.

Grydebrødet er saftigt, sprødt, super smagfuldt og uden surdej. Dejen tager ingen tid lige at bikse sammen om aftenen, og efter en tur i køleskabet er den klar til at blive tryllet om til grydebrød om morgenen.

grydebroed-aeltefrit-sproedt-saftigt-opskrift-bedste-nemmeste

Koldhævet og sprødt grydebrød med øl

Grydebrød kan varieres i det uendelige, så betragt endelig opskriften som en “basis”-opskrift, hvor du kan variere og tilføje, ligesom du har lyst!

Jeg har valgt at dele opskriften i en helt simpel version med få ingredienser, da jeg elsker et godt saftigt brød uden lir. Det behøver virkelig ikke være et stort projekt at bage et godt morgenbrød, men er du til det, så kan du sagtens tilsætte kerner, frø og lign., samt forsøge dig med andre meltyper. Ved brug af frø skal du dog være opmærksom på, at de suger meget væske. Men hey, jeg har endnu ikke oplevet, at grydebrødet har slået fejl, så jeg tvivler på, at det sker hos dig!

grydebroed-aeltefrit-sproedt-saftigt-opskrift-bedste-nemmeste
grydebroed-aeltefrit-sproedt-saftigt-opskrift-bedste-nemmeste
grydebroed-aeltefrit-sproedt-saftigt-opskrift-bedste-nemmeste
grydebroed-aeltefrit-sproedt-saftigt-opskrift-bedste-nemmeste

Æltefrit brød i gryde med fuldkornsmel

Oftest rører og ælter jeg dej på røremaskine, men fidusen ved dette brød bagt i gryde er netop, at det hverken kræver en kraftig maskine eller klistrede fingre. Det kræver blot en røreskål, en røreske og en god arm. Og så en støbejernsgryde (reklamelink), som sørger for at brødet bliver saftigt, sprødt, sejt og luftigt.

Prøv brødet som panini med seranoskinke, med hummus og bagte tomater, som bruschetta med pesto eller med ricotta og æblekompot.

grydebroed-aeltefrit-sproedt-saftigt-opskrift-bedste-nemmeste

Find opskriften på saftigt grydebrød her:

grydebroed-aeltefrit-sproedt-saftigt-opskrift-bedste-nemmeste

Grydebrød

Prøv verdens bedste æltefrie grydebrød. Brødet er rustikt, saftigt og super sprødt. Det er nemt og hurtigt at lave, og smager fantastisk lunt med smør på.
4,81 fra 26 stemmer
Servings: 6 personer
Forberedelse5 minutter
Tilberedelse35 minutter
Hævetid12 timer
I alt12 timer 40 minutter

Ingredienser

Grej

Ingredienser

  • 300 ml vand
  • 300 ml øl ((kan erstattes af vand))
  • 10 g gær
  • 1 tsk honning Reklame for med24.dk
  • 400 g alm. hvedemel eller manitoba hvedemel
  • 250 g fuldkornsmel Reklame for med24.dk ((fuldkornshvedemel, groft ølandshvedemel eller lign.))
  • 1 spsk groft salt Reklame for med24.dk ((15 g))

Instruktioner

Om aftenen

  • Opløs gær i vand, øl og honning, og tilsæt mel og groft salt. Rør dejen grundigt sammen.
  • Kom et fugtigt viskestykker over skålen og sæt den på køl natten over.

Om morgenen

  • Sæt støbejernsgryden i ovnen, og tænd den på 250 grader varmluft.
  • Når ovnen og gryden er gennemvarm (efter en halv times tid), tages gryden ud af ovnen og der drysses med mel i bunden.
  • Kom dejen i den varme gryde, og læg låget på med det samme.
  • Sæt gryden i ovnen med låget på og bag det i 30 min.
  • Efter de 30 min tages låget af, skrues evt. lidt ned for varmen, og brødet bages yderligere i ca. 10-15 min til det er mørkt gyldent.
  • Når brødet er færdigt, sprødt og lyder hult, når du banker på det, vendes det ud af gryden på en bagerist.
  • Lad brødet køle af inden du skærer i det.

Noter

  1. Du kan med fordel røre alle brødets ingredienser sammen på nær salt, og vente med at tilføje det efter en times tid, hvor den sammenrørte dej har stået på køkkenbordet. Dette er ikke nødvendigt, men giver et godt resultat.
  2. Hvis du ønsker et helt rundt brød, kan du komme dejen i en hævekurv beklædt med et hør-viskestykke og mel enten når den skal i køleskabet, eller om morgenen når den er hævet og ovnen varmes op.
Har du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag @groedgrisen eller #groedgrisen på dine billeder på instagram.

64 kommentarer

  1. 5 stars
    Et fantastisk lækkert brød. Jeg har kun almindelige gryder og det fungerede også fint. Nu er jeg igang med at bage brødet igen 😍 tak for en lækker opskrift

  2. Hej 😊
    Jeg har aldrig bagt et grydebrød før. Nu ville jeg gerne forsøge, men min støbejernsgryde er med en knop af en eller anden form for plast som kun kan tåle max 220 grader i ovnen. Jeg har kigget på rigtig mange opskrifter og de siger allesammen 250 grader. Skal jeg opgive grydebrødet?
    Mvh Flemming

  3. 5 stars
    Super opskrift 😍- men jeg kunne ikke få det ud af min emaljerede gryde selvom jeg havde kommet durummel i bunden. What to do?

    • Kære Marianne,
      Dejligt at høre! 🙂 Det har jeg kun oplevet, hvis gryden ikke var tilpas varm. HVis den alligevel ikke vil slippe, så kan du lægge et stykke bagepapir (som er klippet til) i bunden, så skal den nok slippe .-)
      Kh

  4. 5 stars
    Lækkert, smagsfyldt og mega let brød – kan klar anbefales. Jeg havde kun en gryde på 3,6 L, men det fungerede så fint, og fik bare lidt længere tid i ovnen😉

  5. Hej. Hvordan opbevarer du dit brød (og boller generelt), når du har taget det ud af ovnen? Jeg kom til at putte det i en pose for hurtigt, så det blev blødt…

  6. 5 stars
    Hej. Jeg er en mand i min bedste alder (44) og har stort set ingen erfaring med at bage (har lavet rugbrød men ikke andet bagværk) men kastede mig ud i denne opskrift da den lød nem. Jeg har nu bagt brødet 3 gange. Første gang var det lidt klægt og jeg har så bagt det to gange siden med et par justeringer og det er blevet rigtig godt. Så tak for en supernem opskrift uden så mange dikkedarer. Man får et supergodt brød man kan glæde sig over i flere dage.

    • Kære Kenneth,
      Tak for din kommentar! Hvor er det bare fantastisk dejligt at høre, at dine brød er blevet så gode, og at du har justeret efter hvad der virker i din ovn 🙂
      KNus Anna

  7. Hej, jeg har en miniovn som kun kan komme op på 230 grader varmluft. Gør dette den store forskel for brødet? Jeg har ikke oplevet problemer når jeg skulle bage før – bortset fra surdejsboller som også kræver høj varme.

    • Kære Caroline,
      Det skal nok gå fint! Jeg tænker umiddelbart, at du bare skal bage brødet så varmt som du kan, og så nøjes med at skrue lidt ned helt til sidst. Varm gryden GODT op, så brødet virkelig får varme til at hæve godt i starten 🙂
      Knus Anna

  8. Hej tror du man kan erstatte gæren med surdej istedet? Isåfald hvor meget? 😃

    • Kære Henriette,
      Jeg vil skyde på, at du kan bruge 150-200g surdej.
      Her ville jeg dog ælte dejen på røremaskine til den har etableret et godt glutennet (eller folde dejen) og lade dejen stå ved stuetemperatur nogle timer, til den begynder at vise god aktivitet. Dette fordi det er surdej og ikke gær, og surdej arbejder væsentligt langsommere.
      Knus Anna

      • Hej.
        Jeg er ny på det her område og skal lige høre, om forholdende med vand og mel er det samme, når man bruger surdej istedet for gær?

  9. Hejsa,

    Jeg har lige købt en støbejernsgryde 5,2 ltr. og har lavet dejen som beskrevet og er i tvivl om jeg skal komme mel i gryden inden den skal i ovnen?

    • Kære Martin,
      Dejligt! Det er en god idé, så du er sikker på, at den er nem at få ud efter bagning. Hvis gryden er varm nok er det dog ikke nødvendigt. Jeg gør det altid, bare for at være sikker 🙂
      Knus Anna

    • Kære Sofie,
      Ganske kort – egentlig bare indtil der ingen klumper er 🙂 Du kan fint røre dejen grundigt for at ælte den lidt, men den lange hævetid og den varme temperatur i gryden giver et dejlig luftigt og saftigt brød lige meget hvad.
      Knus Anna

      • Er det rigtig at dejen skal være meget klistret..jeg har hældt lidt mere mel i da jeg synes den er meget flydende..

        • Kære Betina,
          Dejen er klistret ja, da den jo ikke æltes. Du må endelig ikke komme mere mel i en anden gang, så bliver den blot mere kompakt i krummen 🙂 Dejen skal nok arte sig, når den får lov at stå og hæve i køleskabet over lang tid.
          Knus Anna

  10. Bedste brød jeg nogensinde har lavet 😍
    Jeg hævede med en lille smule gær og din surdej, hvilket var super godt. Surdej er virkelig en øjenåbner for mig i denne corona tid👍🏻
    Er der en særlig grund til at man ikke hæver direkte i gryden, tror du man kan det?

    • Kære Winnie,
      Det er bare så dejligt at høre! Sejt gået med surdej også!! 🙂
      Jeps. Det er fordi gryden skal være super varm når dejen kommer i for at det giver det bedste bageresultat!
      Knus Anna

  11. Hejsa 🙂 Bruger du varmluft under hele bagningen med og uden låg?
    Hvis jeg godt vil have et mindre brød og mere skorpe kan den så deles til to brød?

    • Kære Margit,
      Ja, det gør jeg. Det har jeg desværre ingen erfaring med, men det kan du formentlig sagtens, og så bare bage dem mindre 🙂
      Knus

  12. Jeg har lige rørt dejen sammen.
    Og så ser jeg nu at den ikke skal æltes lidt i morgen tidlig og hæve to timer igen, som jeg har gjort ved andre opskrifter.
    Er det mon en fejl, eller kan jeg virkelig springe det punkt over??

    • Kære Heidi,
      Jeg har aldrig hævet den ekstra om morgenen. Det er rigeligt med så mange timer i køleskabet. Opskriften er præcis, så du kan følge den slavisk 🙂
      Rigtig god dag,
      Knus Anna

      • Tusind tak for svar

        Jeg lod være med at hæve ekstra. Til gengæld havde jeg lavet dobbel portion. Min gryde er nemlig STOR.

        Brødet smagte super. Desværre fik jeg det ikke bagt helt færdig indeni. Tænker det måske kan ristes i morgen tidlig.
        Det er første gang jeg har bagt i ovnen. Så med lidt øvelse skal det nok blive godt

  13. Mit brød er desværre blevet lidt klæg inden i. Kan problemet være, at jeg lavede det i en stegeso istedet for en gryde? Det lød rigtig fint hult da jeg tog det ud, men det måtte åbenbart godt have fået lidt mere.

    • Kære Kamilla,
      En stegeso skulle fin kunne bruges (har jeg læst, ikke selv erfaret). Det lyder blot til, at brødet skal bages lidt længere i din ovn 🙂
      Knus Anna

  14. 5 stars
    Jeg var nødt til at anskaffe mig en støbejernsgryde udelukkende til at bage brød i, og jeg har bestemt ikke fortrudt det. Jeg har nu brugt denne opskrift flere gange og anvendt forskellige grove meltyper, bagt det med og uden øl, tilsat diverse kerner osv. Det er virkelig lækkert og nemt. Dog ville det være blevet brændt samtlige gange, hvis det havde fået 10-15 minutter uden låg ved 250 grader, så jeg nøjes med max 5 minutter, så det får en fin brun skorpe 🙂

    • Kære Louise,
      Hvor er det bare dejligt at høre, at du er blevet så glad for opskriften og har lavet brødet på så mange forskellige måder. MUMS!
      Ih ha, det er jo det der er så træls ved, at ovne kan være så forskellige! Min ovn klarer nemlig fint de beskrevne grader. Jeg har opdateret opskriften nu, så den er mere “fleksibel” til forskellige ovne 🙂
      Hav en dejlig dag,
      Knus Anna

  15. Halv portion kan man sagtens lave i en stegeso på 3,3 L 👌 Bare halvere tiden i ovnen også, så passer det perfekt.

    • Hej Charlotte,
      Jeg har ingen erfaring med at halvere opskriften og brug en mindre gryde, men det vil jeg skyde på, at man godt kan 🙂 Du kan i hvert fald ikke bruge en mindre gryde til portionen.
      Knus Anna

      • Jeg må prøve, har nemlig en stegeso på 3,3 liter, og vi er kun to i husstanden, og manden spiser ikke brød der har været frosset, så det er et kæmpe brød hvis man følger opskriften 🙂

  16. Bruger du over/undervarme eller kan man bruge varmluft?
    Vh Camilla

  17. Hej
    Vil straks indvie min nye gryde og har rørt dejen sammen men skal den være tynd??
    Mvh lotte

    • Kære Liselotte,
      Det lyder som verdens bedste idé. Nøj den bliver du glad for at bage med!
      Dejen er forholdsvis tynd, men skal gerne give en smule modstand, når du rører i den. Der er forskel på mel, så derfor kan melmængderne godt variere lidt, men altid hellere lidt for lidt end for meget 🙂
      Knus Anna

  18. 5 stars
    Årh, det var nemt at lave. Jeg brugte en hvidtøl i stedet for en almindelig øl. Brødet blev noget forbrændt. Tror jeg vil sætte graderne ned til 180 de sidste 15 minutter. Det smager fantastisk godt. Næste gang vil jeg prøve at tilsætte Rosemarin, så det bliver et lækkert madbrød. MUMS.

    • Kære Hanne,
      Dejligt, at det blev så godt 🙂 Uha ja, der kan godt være forskel på ovne, så du må prøve dig frem og se, hvad der passer din ovn! Det er lækkert, når det er mørkt gyldent, så det bliver saftigt indeni og får en let karamelliseret smag, men brændt brød er der ikke noget ved! Det lyder bare SÅ lækkert at lave det til et madbrød med rosmarin. Det vil jeg prøve med lidt olivenolie og oliven også en dag. Knus Anna

  19. Brødet ser bare så lækkert ud! men jeg har ikke tid til at lave det om morgenen.
    Hvor lang tid kan det holde sig i køleskabet? Jeg tænkte nemlig på at lave det om aftenen og bage det eftermiddagen efter, så ca. 20 timer.
    Knus Elisabeth

    • Kære Elisabeth,
      Hvor er det dejligt, at du vil kaste dig ud i grydebrødet!
      Når du skriver “det”, så mener du dejen ikke? Jeg tænker, at dejen fint kan hæve 20 timer på køl, så længe du skærer ned på gæren. Jeg ville bruge 5g gær i stedet for 10g 🙂
      God fornøjelse!
      Knus Anna

  20. 5 stars
    Har bagt efter denne opskrift 1000 gang ( ca?) den er go’ . Nogle gange tilsætter jeg en masse Gerner andre gange følger jeg opskriften til punkt og prikke.
    Har givet utallige kollegaer din opskrift
    Selvom jeg har virkelig god opskrift på rugbrød, tror jeg, jeg vil prøve din med hasselnødder i morgen der skal laves rugbrød.

    • Kære Marianne,
      Hvor er det bare dejligt at høre, at du har glæde af opskriften! Det ekstra gode ved grydebrød er nemlig, at man kan udskifte meltyper, tilsætte kerner, gulerod eller lign., som man vil, hvis blot dejen stadig forbliver i samme konsistens. Det lyder bare som en glimrende idé. Den opskrift er jeg i hvert fald glad for, og jeg har spist lignende rugbrød, siden jeg var barn 🙂 God fornøjelse!
      Knus Anna

  21. Man kan også putte græskarkerner i bunden af gryden, når den tages ud af ovnen, før man putter dejen i. Så får man et brød med lidt indbagt kerner i bunden. Jeg har en gammel støbejernsgryde, og synes at mel bliver meget brunt ved brug til grydebrødet.
    Stort tak for opskriften Anna??

  22. Jeg synes jeg har fået at vide, generelt for støbejernsgryder + det står i vejledningen til min Kitchenaid støbejernsgryde, at den kun må varmes op med noget i..? Mon ikke jeg bare kan tilføre lidt vand når den varmes op..? Eller varmer du den tom? Vil nødigt ødelægge min lækre gryde 😉

    • Hej Rikke,
      Nu ved jeg ikke, hvordan din specifikke støbejernsgryde virker, men for den jeg har, som har belægning i (link i opskriften), så må man gerne varme den op uden noget i. Dét at den er helt varm inden dejen kommer i gør, at dejen ikke klistrer til gryden, og damp-effekten opstår 🙂 Dog tør jeg ikke sige, om dette trick også kan bruges ved din, hvis det går direkte imod vejledningen til din gryde…
      Knus Anna

  23. Det ser godt nok nemt og meget lækkert ud! Vil du tro, at man vil få det samme resultat i en stegeso?
    Mvh Charlotte

    • Hej Charlotte,
      Hvor er det dejligt at høre! Jeg ejer desværre ikke en stegeso, så jeg har ikke det store kendskab til, hvor høje temperaturer den kan tåle, og om det vil virke lige så godt 🙂 Fidusen ved støbejern er, at det bliver MEGET varmt, og at der dannes damp som skaber den skønne krumme. Jeg håber du finder en løsning, så du kan prøve at lave brødet!
      Knus Anna

      • Hej Anette,
        Hvor er det dejligt at høre, at en stegeso også kan klare arbejdet! Jeg ejer ingen selv, så det er helt perfekt med den information 🙂 Skønt at du kan lide brødet!
        Knus Anna

4,81 from 26 votes (17 ratings without comment)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering