Spinattærte med rygeost

Spinattærte med rygeost 1
Opskriften på spinattærte med rygeost er udviklet i samarbejde med Ost&Ko.

spinattaerte-med-rygeost-cherrytomater-pinjekerner-opskrift-jpg

Hej jeg hedder Anna, og jeg ELSKER rygeost.

Rygeost smager vidunderligt, når den anvendes på de helt klassiske måder, f.eks. i selskab med rugbrød og solbærmarmelade, som rygeostsalat eller når den omdannes til en blød rygeostecreme og serveres med laks og smørstegt rugbrød. Til gengæld kan den cremede ost altså også meget mere end det, og da Mejeriforeningens ostekulturkampagne Ost&Ko henvendte sig til mig for nylig for at spørge, om jeg kunne tænke mig at være med til at udvikle en opskrift på en hverdagsret med et twist af rygeost, blev det er stort og rungende JA.

Spinattærte med rygeost – nem og lækker hverdagsmad!

Hvis du ikke er inkarneret (nord)fynbo som jeg, som er vokset op med rygeost som en naturlig del af morgenmåltidet, er du måske ikke udpræget bekendt med den skønne ost. Det vurderer jeg i givende fald til at være ærgerligt, og det må vi simpelthen få rettet op på kollektivt 😉 …måske vi endda kan få rygeosten opgraderet til at blive en mere national ost? Eller international – go big or go home, ik?

ANYWAYS.

Sådan en røget, mild, let, luftig, salt og cremet ost er altså en sand fornøjelse at integrere både på morgenbordet, til frokost eller til aftensmaden. Ved udgivelsen af dette indlæg på spinatgalette / spinattærte med rygeost har du hermed en idé og anledning til at inkorporere rygeosten endnu mere i din madlavning!

spinattaerte-med-rygeost-cherrytomater-pinjekerner-opskrift-jpg

Sprød og grov spinattærte med pinjekerner

Som jeg har givet udtryk for før, så er jeg generelt ret vild med tærter og galettes, og denne sprøde og grove tærte med spinat er ingen undtagelse. Tærter kan varieres i det uendelige, og brug af forskellige mælkeprodukter og grøntsager giver forskellige smagsvariationer.

I denne specifikke spinattærte med pinjekerner har jeg anvendt rygeost i stedet for creme fraiche, hytteost eller hvad man ellers kunne anvende til æggemassen, og det giver en mild og afdæmpet smag af rygeost, som virkelig klæder spinaten, cherrytomaterne og den grove tærtebund super dejligt. Derudover er tærten blevet forkælet med citronsaft og pinjekerner, som begge bidrager med skønne smagsnuancer.

Men hvorfor så en opskrift på tærte? Tærte er i min optik den ultimative hverdagsmad, da den er super nem at lave, ikke kræver de store forberedelser, og så kommer rygeosten forøvrigt vidunderligt til sin ret i tærteformat.

Hvilken rygeost skal man vælge?

Til opskriften og almindeligvis anvender jeg altid denne sødmælks rygeost fra Løgismose, som smager fuldstændig som den lækre rygeost, jeg altid har fået serveret hos mine bedsteforældre. Udover den gode smag er jeg glad for netop denne, fordi den er økologisk, og fordi den er let tilgængelig idet den forhandles i mit lokale supermarked… ja og så er den jo lige så cremet og lækker, som en god rygeost skal være!

spinattaerte-med-rygeost-cherrytomater-pinjekerner-opsrkift-jpg

Rygeostens dag

Inden du springer i køkkenet og kreerer din egen version af den grove spinattærte, har jeg lige ét budskab mere, jeg brænder inde med. På fredag d. 13 september er det Rygeostens Dag, og denne opskrift på spinattærte med rygeost er tiltænkt at være en del af en dagslang hyldest til den røgede fætter!

I samarbejde med Ost&Ko deltager jeg i SPIS! Odense Food Festival Madmarked, som er lokaliseret i Flakhaven. Jeg er at finde i deres såkaldte “Ostevogn” (hvis mundrette navn jeg forøvrigt er vild med!), og uddeler gratis smagsprøver af netop denne skønne tærte mellem kl. 14 og 18. Jeg er super spændt, og håber virkelig at se og hilse på nogle af jer, som læser med. Det kunne være så mega hyggeligt!

Er du også vild med rygeost? Prøv også mine opskrifter på klassisk fynsk rygeostsalat eller blød avocado-rygeostcreme serveret med laks og rugbrød.

spinattaerte-med-rygeost-cherrytomater-pinjekerner-opskrift-

Find opskriften på spinattærte med tomat og rygeost her:

spinattaerte-med-rygeost-cherrytomater-pinjekerner-opskrift-jpg

Spinattærte med rygeost

En sprød galette tærte med rygeost og tomat smager skønt. Find den nemme og lækre opskrift på en sund og lækker spinattærte med rygeost og tomater her.
4,80 fra 5 stemmer
Antal: 1 tærte
Forberedelse35 minutter
Tilberedelse25 minutter
I alt1 time

Ingredienser

Tærtedej

  • 100 g rugmel
  • 100 g hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 60 g blødt smør
  • 1 dl yoghurt (græsk eller alm.)
  • 1 spsk vand

Æggemasse

  • 1 æg
  • 1 æggehvide (gem blommen til pensling)
  • 1 spsk fløde (eller mælk)
  • 50 g rygeost
  • 1 lille spsk citronsaft
  • ½ tsk salt
  • 1 nip friskkværnet peber
  • Evt. lidt chiliflager

Tærtefyld

  • 200 g frisk spinat
  • 2 spsk olivenolie
  • ½ tsk salt
  • 150 g små cherrytomater (skåret i halve)
  • 30 g pinjekerner (30 g ristes først)
  • 75 g rygeost (Fnulres ovenpå. )

Pensling

  • 1 æggeblomme

Instruktioner

Tærtedej

  • Saml dejen ved at blande alle dejens ingredienser sammen til de udgør en fast og smidig klump. Jeg synes det er nemmest at gøre med hænderne. Stop med at arbejde med dejen, når den er samlet. Den skal ikke som sådan æltes.
  • Sæt dejen på køl i mindst en times tid med film over skålen.

Fyld

  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  • Pisk æggemassens ingredienser sammen, til der ingen klumper er, og massen er helt lind. Husk at gem den ene æggeblomme til pensling.
  • Rist pinjekernerne en smule gyldne på en tør pande, og læg dem til side. Imens skæres cherrytomater i halve, og varmes et øjeblik på panden.
  • Skyl spinaten og lad den dryppe af i en sigte. Kom olie og salt på en varm pande, og steg spinaten til den akkurat falder sammen. Kom spinaten tilbage i sigten og pres den grundigt for væske.

Saml spinattærte

  • Placer tærtedejen på et stykke bagepapir, og rul den ud med en kagerulle til den er ca. 1/2 cm tyk. Drys evt. med en smule mel på dejen, så den ikke klistrer til kagerullen.
  • Fordel spinat og de halve tomater ovenpå, og fold kanterne ind over fyldet, så tærten lukkes godt til. Dette er meget vigtigt, så æggemassen ikke flyder ud.
  • Fordel det resterende rygeost i små klumper samt hæld æggemassen ned over grøntsagerne. Hæld forsigtigt, så æggemassen forbliver inde i tærten, og ikke løber ud over kanterne.
  • Drys med med de let-ristede pinjekerner, og pensl tærten med æggeblommen.
  • Bag tærten i ca. 25 minutter i midten af ovnen og spis den lun.

Noter

  1. Hvis du ønsker at opvarme tærten igen, kan du varme dem i ca. 20 min i en forvarmet ovn på 150 grader alm. ovn.
  2. Tærten kan godt bages i form som almindeligvis, men kanten bliver ikke lige så sprød.
Har du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag @groedgrisen eller #groedgrisen på dine billeder på instagram.
Abonner
Giv besked om
7 Comments
Nyeste
Ældste
Inline Feedbacks
View all comments