Grov galette med pesto, skinke og bagte tomater

Grov-galette-med-pesto-skinke-bagte-tomater-opskrift-

For nylig kom jeg forbi denne galette, da jeg søgte rundt på nettet efter lidt inspiration til nemme frokost-retter. Jeg har længe tænkt, at jeg ville lave en frokostret med landskinke, basilikumspesto og bagte tomater, og en hjemmelavet galette lød bare som den bedste måde at få ført idéen ud i livet.

Grov galette / grov tærte

Jeg elsker elsker elsker tærter, men det er jeg desværre den eneste herhjemme, som gør. Daniel er ikke rigtig så vild med æggemassen, og fordi jeg efterhånden ikke kunne udskyde mit behov for tærte meget længere, tænkte jeg, at jeg ville lave en version ugen æg. Det blev til denne sprøde og grove galette med grøn pesto, skinke og bagte tomater – præcis som jeg havde tænkt. Den er super nem at lave, rustik i sit udtryk, og så smager den vanvittigt dejligt.

Det geniale ved en galette fremfor en klassisk tærte er, at man er garanteret en sprød bund hver gang, fordi den bliver bagt direkte på bagepladen i stedet for i en form.

Grov-galette-med-pesto-skinke-bagte-tomater-opskrift-

Sprød galette med skinke

Sprødhed er noget af det, som gør en galette virkelig god. Ikke desto mindre, så er der alligevel et par ting yderligere, som jeg gerne vil fremhæve som argumentation for, hvorfor du skal hoppe i køkkenet lige nu og lave din egen.

  1. Fyldet er snasket, sødt, syrligt, saftigt og virkelig bare LÆKKERT.
  2. En grov galette kan nemt laves vegetarisk, hvis blot man udelader skinken.
  3. En galette kan varieres i det uendelige, og selvom denne kombination af fyld smager vidunderligt, så vil mange andre kombinationer helt sikkert også!
  4. Tærtebunden får en skøn smag fra fuldkornsspeltmelet samt passende mængder SMØR.

Jeg ved egentlig ikke, om jeg skal fortsætte? Jeg tænker lidt, at du har fanget pointen 😉

Ellers lad mig opsummere kortfattet: en grov galette er lækker, og du skal i køkkenet og lave en!

Grov-galette-med-pesto-skinke-bagte-tomater-opskrift-

Er du også vild med tærte? Prøv også laksetærte med spinat og feta eller små morgenmadstærter med bær.

Find opskriften på grov galette med grøn basilikumspesto her:

Grov-galette-med-pesto-skinke-bagte-tomater-opskrift-

Grov galette

En grov galette med pesto smager fantastisk. Den er nem og hurtig at lave, super sprød og er genial både til brunch, frokost og aftensmad.
5 fra 1 stemme
Antal: 1 stor galette (8 stykker til brunch)
Forberedelse1 time 10 minutter
Tilberedelse30 minutter
I alt1 time 40 minutter

Ingredienser

Galette

  • 165 g hvedemel
  • 85 g fuldkorns speltmel
  • 120 g blødt smør
  • 1 tsk havsalt
  • ½ dl vand

Fyld

  • 1 spsk smør
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 250 g cherry tomater
  • 1 lille tsk rørsukker (eller alm. sukker)
  • Saften fra 1/2 citron
  • 1 lille tsk havsalt
  • 4 spsk grøn basilikumspesto (hjemmelavet eller købt)
  • 70 g god landskinke
  • ½ klump frisk mozzarella

Servering

  • Frisk basilikum

Instruktioner

Dej

  • Saml dejen ved at blande alle ingredienser sammen til de udgør en fast og smidig klump. Jeg synes det er nemmest at gøre med hænderne. Stop med at arbejde med dejen, når den er samlet. Den skal ikke som sådan æltes.
  • Sæt dejen i køleskabet i 1 times tid med film over skålen.

Saml galetten

  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft med en bageplade derinde.
  • Hak løg groft, pres hvidløget, og steg dem i smør på en varm pande, indtil løgene er gennemsigtige. Tilsæt cherry tomater, rørsukker, citronsaft og havsalt, og lad det stege med i et par minutter. Sæt panden til side, imens du ruller dejen ud.
  • Placer dejen på et stykke bagepapir, og rul den ud med en kagerulle til den er ca. 1/2 cm tyk. Drys evt. med en smule mel på dejen, så den ikke klistrer til kagerullen.
  • Fordel pestoen på dejen, og lad ca. 3 cm dej være fri i kanten.
  • Riv skinken i store stykker og fordel ovenpå pestoen, efterfuldt af grøntsagerne fra panden samt frisk mozzarella (presset grundigt for væske).
  • Luk galetten til ved at folde siderne op over fyldet. Luk den grundigt til, så fyldet bliver inde i galetten.
  • Tag den varme bageplade ud af ovnen og træk bagepapiret med galetten over på den. Bag galetten i ca. 30-35 minuuter til den har en gylden og sprød kant.
  • Nyd galetten lun eller kold dagen efter.
Har du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag @groedgrisen eller #groedgrisen på dine billeder på instagram.
Abonner
Giv besked om
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments