Bagte rabarber er seriøst godt ovenpå/i ALT. Okay der vil nok være undtagelser, men de er i hvert fald fremragende ovenpå kokosgrød, chiagrød og varm havregrød!
Bagte rabarber med vanilje
Jeg har altid været vanvittigt glad for rabarber, og eftersom dette er den første sommer med bloggen, så tænkte jeg, at den glæde selvfølgelig deles på bloggen!
I sidste uge delte jeg en opskrift på råmarinerede rabarber og jordbær, så nu var turen kommet til bagte rabarber. Bagte rabarber står nemlig højt på listen over lækre måder at bruge stænglerne på! En anden ting som rangerer højt på listen er rabarbercrumble… måske jeg skulle lave en opskrift på sådan en også? Den crumble jeg har bagt de sidste par år smager i hvert fald vanvittigt godt.. og kan sådan en ikke godt sniges ind på et brunchbord? Det er jeg overbevist om, at den altså godt kan!
Find opskriften på bagte rabarber med vanilje her:
Bagte rabarber med vanilje
Ingredienser
- 450 g rabarber
- 5 spsk sukker
- 1 vaniljestang ((kan erstattes af 2 tsk vaniljesukker))
- 2 spsk vand
Instruktioner
- Varm ovnen op på 150 grader
- Skær rabarber i aflange stykker (ca. 1x5 cm) og kom i en skål
- Kom sukker, vand og vaniljekorn ned til rabarberne og bland grundigt
- Kom rabarberne på en bageplade med bagepapir og hæld resterne af skålens indhold ud over
- Bag rabarberne i den varme ovn i 20-25 min
Har du prøvet en af mine opskrifter? Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag #groedgrisen eller #grødgame på jeres billeder på instagram.