I dag har jeg ryddet pladsen for et emne, som er lidt atypisk her på domænet.
Ikke desto mindre så har jeg glædet mig til at publicere det. Pladsen blev hurtigt penslet til med et jeg-håber-du-når-til-bunds-langt skribleri om nogle af de ting, som foregår bag kulisserne i mit lille hjørne af internettet. Det handler om Grødgrisen, og udviklingen fra kun at være et interesse-projekt, til nu også at være et job og en lille virksomhed.
Indlægget er et af de mere teksttunge, så er måske i virkeligheden mest forbeholdt en søndag på sofaen uden planer, og god tid til snackpauser. Snacksene vil jeg lade dig om, men at smække brunsvigersnegle sammen halvvejs, er altså aldrig en dårlig idé 😉
Grødgrisen som virksomhed og hobby
Anyways. Min kategori “personlige indlæg” bliver (med overlæg) forsømt til fordel for mad, fordi mit hjerte ligger hos opskrifter, og min mave helt specifikt hos morgenmad og brunch. Det bliver det forøvrigt ved med. Ikke desto mindre, så kan jeg egentlig godt lide at skrive de her lidt mere reflekterende indlæg fra tid til anden. Og denne gang skal det handle om de ting der sker omme bag de farverige billeder, de lækre opskrifter og de små snakke-videoer. Jeg går ikke i detaljer med regnskabsting (udover at sige: yiiirks!), så du kan ånde lettet op, men jeg vil gerne fortælle lidt mere om, hvad jeg egentlig laver, når jeg altså ikke læser psykologi på universitetet.
At gå fra interesse-projekt til job og virksomhed
Det grundlæggende incitament for at skrive indlægget, var at fortælle hvordan sådan bloggens udvikling har været, og hvor spændende jeg synes det hele er pt. Jeg går som person enormt meget op i at være gennemsigtig, med det jeg laver, og at bloggens indhold skaber mest mulig værdi for jer, som læser med, samtidig med, at det er tro mod min ånd.
At lave mad, dele billeder af mad og dyrke mad har i mange år været en af de hobbyer, som har fyldt mest i mit liv. ‘Grødgrisen’ var i mange år “bare” et sted jeg delte den mad, jeg spiste til morgenmad. Oftest var det grød, sommetider smoothie bowls, og nogle gange brød. Sådan er det jo egentlig stadig væk, men nu også bare meget mere end dét.
I midten af 2018 sagde jeg mit studiejob op, og sagde farvel til bløde barnekinder, ‘vi skal ud i alt slags vejr’-mentaliteten og udefinerbare pletter på tøjet, i mit daværende job som vikar i en integreret børnehave og vuggestue. Jeg sagde op, fordi jeg så en økonomisk mulighed for at dedikere mere af min tid til Grødgrisen, og det er jeg så glad for, at kunne gøre i dag.
Gennemsigtighed og annoncer
Jeg er (relativt fornylig) begyndt at indgå flere betalte samarbejder med virksomheder, end jeg hidtil har gjort. Sommetider er det noget I får glæde af her på bloggen, og sommetider er det blot i form af opskriftsudvikling og fotoopgaver til virksomhedernes egne medier eller lign. Fælles for dem er, at jeg kun samarbejder med firmaer, jeg synes giver mig, bloggen og jer læsere værdi. Jeg indgår samarbejder, som stemmer overens med bloggens ånd, og med spændende og lækre produkter af høj kvalitet. På den måde er der intet, der ændrer sig. Økonomien fra bannerreklamer og betalte samarbejder skaber blot råderum og tid i min hverdag til, at jeg kan fortsætte med at udvikle dejlige opskrifter, som I kan få glæde af helt gratis her på bloggen.
Det er så spændende og vanvittigt, vildt og fedt, at Grødgrisen har udviklet sig på en måde, hvor jeg nu kan kalde det mit arbejde at lave mad, style, fotografere og hygge med projekter, som jeg gør i dag. Det er jeg helt vanvittig taknemmelig for. Det startede trods alt bare ud på Instagram, hvor jeg delte lidt billeder af min morgenmad. Jeg lærer så meget, udvikler mig, og hygger mig på alt og samme tid. Det var godt nok ikke i tankerne, da jeg for snart 5 år siden startede min Instagram-profil – men sådan kan livet jo tage fusen på en.
Okay. Denne talestrøm blev længere end forventet, men jeg har bare længe haft lyst til at fortælle lidt mere om, hvad der foregår omme bag “kulissen”.
Men Anna, hvad er det så egentlig, du laver?
Jo, det skal jeg fortælle dig.
Jeg tester opskrifter, styler, fotograferer og redigerer billeder. Svarer mails og forhandler relevante samarbejder. Går til events og møder med samarbejdspartnere og potentielle samarbejdspartnere. Idégenererer over, hvad Grødgrisen er, skal være, og ikke skal være. Planlægger opskrifter til bloggen og samarbejdspartnere. Skriver indlæg. Optimerer bloggen i form af brugervenlighed og SEO. Opdaterer mine sociale medier. Laver regnskab. Falder i søvn over regnskab. Maler fotobaggrunde, og fra tid til anden render jeg også på diverse loppemarkeder for at finde gammelt (upoleret!) sølvbestik eller fine små skåle.
Så ja… hvor mit job slutter og hobby starter, det er rimelig udefinerbart. Men det er bare det, der gør det hele så fedt!
For mig er bloggen en hobby, et job, en interesse, og et sted hvor jeg hver dag modtager søde kommentarer, likes og engagement fra alle jer, som følger med. Det er for vildt, og jeg er SÅ glad for at du og I følger med, og inkluderer mine opskrifter i jeres tilværelse. Hvor vildt er det egentlig ikke lige?
2019 – let’s go
Tak fordi I er her. Uden jer, var der ingen Grødgrisen, og det sætter jeg sådan pris på. Jeg glæder mig til et 2019 sammen med dig og jer.
Og nu en sidste bøn til et nyudklækket 2019.
Må 2019 være fyldt med god morgenmad, gode samarbejdspartnere, en bachelorgrad i psykologi (denne her er måske mest forbeholdt mig og et par andre, haha), massere af inspiration, og engagement fra jer, som læser med. Jeg håber, I vil tage godt imod alle nye indlæg. Betalte som ubetalte. De alle er skrevet med interesse, nysgerrighed og ærlighed, og alle med god smag og gode råvarer. Lad os også aftale at 2019 skal byde på mere pizza. Gerne morgenmadspizza, så holder vi os ligesom til bloggens force 😉
Rigtig godt bag-nytår alle sammen <3 … Skriver jeg her i starten af marts, men ikke desto mindre, så gælder det jo stadig!