

Brunsvigersnegle er verdens bedste opfindelse. Intet mindre. En fantastisk fusion af fynsk brunsviger og svampede kanelsnegle. Brunsvigersnegle er lige tilpas snaskede, svampede og klistrede, så en rulle køkkenrulle er at foretrække efter indtagelsen af sådan en basse her. Eller to. Jeg kan i hvert fald ikke stoppe ved en 😉
Kanelsnegle + brunsviger = brunsvigersnegle
Idéen har jeg desværre ikke selv fundet på. Jeg var på BRØD med en veninde i sidste uge, og bestilte en af deres snaskede snegle. Der gik ca. 4 sekunder fra den første bid, til jeg begyndte at overveje, hvornår jeg mon havde en anledning til at opskriftsudvikle og bage en lignende stak. Det viste sig, at den anledning var en tirsdag alene hjemme med en glubende mave. Haha! Så nemt kan det gøres.
Det kan i den anledning indskydes, at lige så anbefalelsesværdigt det er at bage brunsvigersnegle, lige så lidt anbefalelsesværdigt er det at indtage dem foran en computer. Behøver jeg sige mere end: Køkkenrulle. Mere. Køkkenrulle.




Svampede og snaskede brunsvigersnegle
Brunsvigersnegle er ligesom mine kanelsnurrer og chokoladeboller en af de der ting, som skal spises med hænderne. Det er simpelthen en del af oplevelsen at dine fingre klistrer lidt sammen, og at du bliver nødt til at slikke dine tommelfingre rene for brunsviger-snask efter hver bid. Det er snasket, men også bare en vidunderlig del af charmen.
Efter at have været i fadet af et par omgange henover eftermiddagen, har jeg gemt et par snegle til Daniel og min veninde, og smidt resten i fryseren. Så har vi til næste gang vi får gæster til brunch eller eftermiddagskaffe. Det tænker jeg umiddelbart ikke kan vække andet end begejstring!
Forresten. Foruden at være gode til brunchbordet og til eftermiddagskaffen, så er jeg også ret sikker på, at de vil udgøre et glimrende alternativ til den klassiske skærekage til fødselsdagen. Jeg kommer i hvert fald til at finde på mange anledninger til at bage brunsvigersnegle. Det er helt sikkert.

Find opskriften på koldhævede brunsvigersnegle her:

Koldhævede brunsvigersnegle
Ingredienser
Dej
Fyld
- 140 g blødt smør
- 140 g brun farin
- 20 g sirup Reklame for med24.dk
Pensling og drys
- 1 æg
- Brun farin
Instruktioner
Dej
- Hæld mælken i en skål og rør gæren ud heri.
- Tilsæt rørsukker, æg og halvdelen af hvedemelen. Rør ingredienserne sammen til der ingen klumper er, og tilsæt herefter resten af hvedemelet og salt.
- Ælt dejen i ca. 7-8 min til den er glat og blank og slipper skålen. Jeg bruger røremaskine på lav hastighed.
- Kom smør-ternene i dejen og ælt i yderligere 7-8 min til dejen igen er blank og glat.
- Sæt dejen til hævning i køleskabet natten over under et låg eller et vådt klæde.
Remonce
- Om morgenen røres smør, brun farin og sirup sammen til en remonce.
Snegle
- Dejen vendes ud på et bord drysset med mel, og rulles ud i en rektangel med en tykkelse på ca. 1 cm.
- Smør remoncen ud over dejen, så den er jævnt fordelt (og kommer ud i alle hjørner).
- Rul forsigtigt dejen til en pølse, og skær snegle af ca. 2-3 cm. Pas på med ikke at klemme så hårdt, at remoncen ryger ud.
- Placer sneglene i et ovnfast fad (ca. 22×34 cm) med en lille smule plads i mellem dem.
- Tænd ovnen på 200 grader, og lad dine brunsvigersnegle hæve under et viskestykke, imens ovnen varmes op.
- Når ovnen er varm piskes et æg, og brunsvigersneglene pensles. Drys med et tynd lag brun farin og bag dem i ovnen i ca. 13-15 min. Hold øje med dem, og bag dem til de er gyldne.Fif: Hvis du godt kan lide dem mere sprøde, kan du med fordel skrue over på varmluft en del af bagningen.
- Lad dem køle af på en rist og spis dem lune!
Noter
- Opskriften kan godt laves uden røremaskine. Her skal du tilsætte smørret sammen med de andre ingredienser, og ælte dejen i hånden. Ælt dejen smidig ved at ælte i nogle minutter på et let meldrysset bord, og hold evt. pauser løbende.
- Hvis du ikke vil koldhæve dem, kan du sætte dejen til hævning et lunt sted i en time under et klæde, og herefter 1 time i køleskabet, og så følge resten af opskriften som normalt.
- Brunsvigersnegle kan fryses. Når de skal spises, tages de op frosne, smækkes i en opvarmet ovn på 200 grader og bages til de er lune.
Har du prøvet en af mine opskrifter? Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag #groedgrisen eller #grødgame på jeres billeder på instagram.
15 kommentarer
Virkelig lækre snegle 👌🏻 Perfekt bløde og snaskede! Jeg lavede dem helt klar om aftenen og lagde dem i bradepanden.
Næste morgen tog jeg dem ud og lod dem stå på bordet en time inden jeg bagte dem. Nemmeste morgenkager!
Kan man bruge honning i stedet for sirup, jeg bor sammen med en biavler så det kunne være rart med lokal honning i stedet for indkøbt sirup:)
Hej Mathilde,
Honning vil sikkert fungere fint, men er i tvivl om det vil bidrage postivt til smagen i brunsvigersneglene. Men det må du forsøge dig! 🙂
Knus Anna
Tak for en vidunderlig blog! Jeg har dine brunsviger-snegle i ovnen, men dine koldhævede grødboller er simpelthen kåret som husholdningens yndlings ? Jeg har en diabetiker som kæreste, og koldhævning gør et eller andet ved blodsukkeret, så det ikke stiger så voldsomt og så er kerner kun af det gode.
Du kan skrive “diabetesvenlig” ved opskriften ?
Kære Nanna,
Tak for din søde besked. Hvor er det bare vidunderligt at høre, at I er blevet glad for mine opskrifter. Vildt skægt med bollerne – det skal jeg huske! 😉
Knus Anna
Hvilket ovnprogram bruger du?
Hej Hanne,
Alm. ovn 🙂
Knus Anna
Skal dejen stå på køl natten over? 😉
Hej Katrine,
Ja det kan du tro 🙂 Det var en svupser. Det er rettet i opskriften nu!
Knus Anna
Hej Anna,
Kan de nemt bages dagen før eller helst på dagen?
Tak for en skøn blog!
Hej Kristine! Jeg koldhæver dejen, så den er nem lige at lave om aftenen, hvis man skal servere dem om morgenen, eller have dem med på arbejde eller lign. 🙂 Du kan sagtens bage dem på selve dagen, hvis blot du bruger mere gær, og så laver dem hæve et par timer i stedet for natten over.
Og hey, så dejligt, at du er glad for bloggen <3
Knus Anna
Det der er slet ikke fair Anna ? Hvornår inviterer du over??
Haha hvor er du sød! Jeg skal huske dig næste gang jeg bager dem. Så må du lige forbi til en kop kaffe og en snegl!
Knus Anna
Hvis man ikke har en røremaskine, skal man så tilsætte smøret, når man stater trin 3? Og så ælte i cirka 15 min?
Opskriften lyder så lækker og kombinerer min egen samt min kærestes yndlingskager, så den må prøves! ?
Hej Stine,
Ih hvor dejligt, at du har lyst til at give dig i kast med opskriften! Det er jo helt perfekt at det lige er en fusion af jeres yndlingskager 🙂
Du skal blot tilsætte smørret sammen med de andre ingredienser, og ælte til dejen er smidig! Dejen er meget blød, så den klistrer lidt, men du skal blot blive ved med at ælte til dejen er smidig. Hold evt. pauser løbende, og ælt den på et let meldrysset bord.
Lad mig endelig høre, hvordan det går!
Knus Anna