Kanelsnurrer – svampede og snaskede!

kanelsnurrer - klassiske og snaskede

Hvis der er noget jeg altid, som i altid (med streg under og udråbstegn for enden) kan spise, så er det kanelsnurrer. Ikke de tørre, kedelige – næsten uden remonce – versioner. Nej, den klassiske, snaskede og svampede version, hvor der er skruet op for remonce og luftighed.

De her snurrer er lige præcis, som jeg godt kan lide dem, og opfylder alle de førnævnte kriterier. De er desuden let sprøde på toppen og bare hamrende smovsede og lækre. Allerbedst er de, når de spises i godt selskab ledsaget af en kop kaffe og et brunchbord. Eller egentlig bare på alle tænkelige tidspunkter af døgnet. Det har jeg testet og godkendt, så du kan roligt gå igang med selvsamme projekt 😉

kanelsnurrer - klassiske og snaskede

Klassiske og nemme kanelsnurrer

D. 4 oktober var det kanelsneglenes dag.

Nu er jeg ikke ligefrem hende, som skal finde på undskyldninger for at spise kanelsnurrer, men jeg tilpasser mig virkeligheden og nupper gerne endnu en for holdet på kanelsneglenes officielle dag. Opskriften på kanelsnurrerne har nok været undervejs i et halvt års tid, så man kan vel kalde den “gennemtestet”. Det har endda været nødvendigt at indkalde forsøgskaniner af flere omgange. Det tror jeg dog ikke, at der var nogen, som tog skade af, haha! Men nu er den her endelig. Den famøse opskrift, som jeg er sikker på, var ventetiden værd.

Nu skal du bare vente et par timer endnu, til der begynder at sprede sig en skøn duft af kanel i hele hytten, og du kan få lov at sætte tænderne i dine egne kanelsnurrer.

kanelsnurrer - klassiske og snaskede

Pimpede kanelsnegle

Som barn var jeg faktisk slet ikke vild med kanelsnegle, men det er siden hen gået op for mig, hvor lækker en spise de kan være. Jeg har desuden taget revanche på mængderne, og har siden da spist mig igennem et par snurrer eller to.

Egentlig er kanelsnurrer jo bare en pimpet kanelsnegl. Det kan du helt sikkert også forme denne dej til at blive, men det er som, om at snoningerne gør, at remoncen når ud til mere af dejen. Dvs. færre tørre kanter, og mere snask. Det kan jeg altså godt lide, og derfor bager jeg altid snurrer, når trangen til sødt kanelfyldt bagværk opstår.

Prøv også at servere brownie, citronmuffins eller bløde chokoladeboller på dit brunchbord.

kanelsnurrer - klassiske og snaskede

Tidligere brugte jeg Claus Meyers opskrift på kanelsnurrer, så fremgangsmåden bærer præg heraf. Hvis du endnu ikke har prøvet at lave snurrer før, og du synes at det er lettere optimistisk af mig, at man skal kunne forstå noget som helst ud fra de kringlede beskrivelser, så kan du finde en god video-guide ovenfor.

Find opskriften på kanelsnurrer her:

kanelsnurrer - klassiske og snaskede

Kanelsnurrer

4,46 fra 134 stemmer
Servings: 15 stk
Forberedelse15 minutter
Tilberedelse15 minutter
Hævetid2 timer
I alt2 timer 30 minutter

Ingredienser

Dej

  • 3 dl mælk
  • 25 g gær
  • ½-1 tsk kardemomme Reklame for med24.dk ((alt efter hvor glad du er for smagen))
  • 60 g flormelis eller rørsukker
  • 1 æg
  • 550 g hvedemel Reklame for med24.dk ((varierer, tilsæt lidt af gangen))
  • ½ tsk salt
  • 80 g blødt smør ((i tern))

Fyld

  • 120 g smør
  • 120 g rørsukker
  • 2 spsk kanel Reklame for med24.dk

Pensling

  • 1 æg

Instruktioner

Dej

  • Hæld mælken i en skål og rør gæren ud heri.
  • Tilsæt kardemomme, flormelis/rørsukker, æg og halvdelen af hvedemelen. Rør ingredienserne sammen til der ingen klumper er, og tilsæt herefter resten af hvedemelet og salt.
  • Ælt dejen i ca. 7-8 min til den er glat og blank og slipper skålen. Jeg bruger røremaskine på lav hastighed. Hvis du ikke har en røremaskine, så skal smøret tilsættes på dette trin.
  • Kom smør-ternene i dejen og ælt i yderligere 7-8 min til dejen igen er blank og glat.
  • Sæt dejen til hævning et lunt sted i en time under et klæde, og herefter 1 time i køleskabet.

Remonce

  • Imens dejen hviler røres smør, rørsukker og kanel sammen til en remonce.

Kanelsnurrer

  • Når dejen er færdighævet vendes den ud på et bord drysset med mel, og rulles ud i en rektangel med en tykkelse på ca. 1 cm.
  • Smør remoncen ud over dejen, så den er jævnt fordelt (og kommer ud i alle hjørner).
  • Tag fat i den ene ende af dejen og fold den ind mod midten. Den anden side foldes ind over den første, så der nu er 3 lag dej.
  • Rul nu dejen ud til 30x30 cm, og skær den i strimler med ca. 2 cm bredde.
  • Tag fat i en strimmel og sno den godt. Tag den op med den ene hånd, og sno den rundt om din anden hånds pege- og langefinger, og fold enden ned under snurren. Gentag fremgangsmåden ved alle strimler, og sæt løbende snurrerne på en bageplade med bagepapir. Pas på med ikke at klemme så hårdt, at remoncen ryger ud.
  • Tænd ovnen på 200 grader, og lad dine snurrer hæve under et viskestykke, imens ovnen varmes op.
  • Når ovnen er varm piskes et æg, og kanelsnurrerne pensles og bages derefter i ovnen i ca. 13-15 min. Hold øje med dem!
  • Lad dem køle af på en rist og spis dem lune!

Noter

Kanelsnurrer kan fryses. Inden servering skal de tøes de op og lunes i en varm ovn på 200 grader. Alternativt kan du fint varme dem op direkte fra frost, hvis det skal gå hurtigt. 
Har du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag @groedgrisen eller #groedgrisen på dine billeder på instagram.

kanelsnurrer - klassiske og snaskede

60 kommentarer

  1. Hej,
    Nu er det første gang jeg prøver at lave kanelsnurrer. De smagte godt, men desværre var dejen alt for våd, kunne jeg se allerede da jeg skulle rulle den ud. Jeg fik det klattet lidt sammen og bagt (og spist med fornøjelse), men flotte var de altså ikke.
    Jeg har fulgt din opskrift til punkt og prikke, vil jeg mene, men tænker om det kan skyldes for lidt mel? Eller har du andre ideer til den våde dej?
    Det skal lige siges at jeg synes den så fin ud, glat og smidig, da jeg satte den over til hævning.

    God aften! 🙂

    Bh Laura

    • Kære Laura,
      Melmængde kan variere alt efter hvilken præcis mel du anvender, så det kan være melmængde, og så er der også lidt forskel på hvor meget man ælter ift. spændstigheden af dejen 🙂
      Vh Anna

  2. Hej
    kan man bruge normalt sukker, hvis man kan er det så den samme mængde som rørsukker eller?

  3. 5 stars
    Super lækker basser har lavet dem flere gange frosset nogle ned og lunet dem til en kop te mums

  4. 5 stars
    Simpelthen SÅ lækre ! Bruger rørsukker og hver gang margarine istedet for smør . Alligevel blir de formidable 😃 , det er hele arbejdet værd og mere til .

  5. 5 stars
    Nam Nam nomme nam.
    De er fanneme gode.
    Jeg kan ikke arbejde med 25gram gær… derfor dobbelt portion.
    Kom ikke salt i som anvist!
    Jeg døjede meget med at få min dej til at hæve, så den kom ind foran brændeovnen, og efter 2 timer var der sket noget.
    Jeg mistænker det er den ultra korte tid man kører temperatur i dejen, da alle mine ingredienser havde stået ude 3 timer før brug?
    Jeg smeltede remonce (smør og rørsukker) i en kasserolle- og jeg skulle lige ud med skrald- så den fik for meget og “skilte” i en olie og en tung klump…
    Nå ælt dejen igen grundigt, og rul ud som anvist- og “smør” remonce på.. Ja det blev krattet på, og rullet med kagerulle, her fik den så en tur med saltkværnen (Himmalayasalt) som var det et æg, og lagt i 3 lag, skåret og snurret som anvist, enden op i hullet nedefra, klud på- nu fik de så løb at stå 1 time på varmen før de fik 13min!
    Dejen er en god den, og de er både lette luftige og snaskede!
    Og ved jeg gjorde som jeg gjorde får man ind i mellem et saltkorn ind, det gir for mig en god effekt med kage, remonce …
    4,5 vil jeg give, det bli’r så 5 for jeg går aldrig ned af.
    Og kun fordi jeg ikke kunne få dejen til at hæve så jeg fik brugt lidt over 4 timer…

  6. 5 stars
    Tak for en virkelig lækker opskrift 😍
    Jeg har dog tilføjet lidt mel til fyldet, så flyder det ikke ud når jeg bager dem. De er simpelthen så lækre 😁

  7. Kan de fryses med det samme? Og så varmes i ovnen på den dag, man skal bruge dem, således at de er lige så gode som friskbagte?☺️

    • Hej Anne,
      Jeg anvender faktisk slet ikke margarine, fordi jeg elsker smagen af rigtig smør. Det vil jeg skyde på, at du godt kan, men jeg ved ikke, hvordan smagen bliver 🙂
      Kh

  8. 5 stars
    Det er de bedste kanelsnurrer, jeg nogensinde har lavet! Smagen er vidunderlig og alle herhjemme elskede dem. Jeg skal helt klart lave dem igen! 😃

  9. Hej, hvor er din tallerken fra på billedet? Jeg leder nemlig efter lignende med sådan en høj kant 🙂

  10. Hej
    Jeg planlægger at lave de lækre kanelsnurre i dag. Jeg har et spørgsmål, jeg håber du kan hjælpe med.
    Kan man godt bruge alm. sukker i opskriften i stedet for rørsukker?

  11. Jeg er ved at bage dem nu, men jeg synes dejen virker utrolig klistret efter alt melet er i. Jeg har ikke røremaskine så bruger min håndmixer. Kan det passe at dejen skal være klistret? 😊

  12. 5 stars
    De 200 grader de skal bages ved, er det varmluft, eller alm ovnvarme? 😍❤️

  13. Hej Anna.
    Jeg glæder mig vildt, til at bage dine kanelsnurrer i weekenden 😃
    Men bruger du K-spaden eller dejkrogen, når du kører den på røremaskinen?

    De bedste hilsner Pernille 🍀

    • Hej Pernille,
      Jeg håber du fandt ud af det, når nu der lige gik en uges tid før du gik svar.
      Jeg bruger dejkrogen.
      De bedste hilsner restur!
      Knus Anna

  14. 5 stars
    Hej!

    Jeg bagte snurrerne i går aftes, så både min kæreste og jeg kunne have dem med på arbejde i dag, og hvilken succes! Roserne er væltet ind til os begge, så det er helt klart ikke sidste gang, vi har lavet dem 😀

    Jeg lagde dem i poser med knude på, da de var næsten kolde, og de var bløde og lækre i morges.

    Kram fra Anna (fellow grødgris)

  15. 5 stars
    Har bagt de her snurrer i dag og de var helt perfekte til sådan en regnvejrsdag. Desuden er det i dag første gang at jeg har hørt min ikke-kage-glade kæreste gennem tre år bede om mere kage!

  16. Hej Anna
    Jeg har prøvet at lave dine snurrer idag, men de flød meget ud, og dejen sprækkede ligesom under bagningen. Kan det være fordi de er hævet for meget, så dejen giver efter og sprækker/smuldrer? eller har du et andet råd?
    Mvh Marika

    • Kære Marika,
      Jeg ville virkelig gerne give et godt svar, men jeg har ingen anelse om, hvad der lige er gået galt. Ift. at de flyder ud, så tænker jeg, at remonchen måske har været en tand for blød, da den kom på? Ift. den sprækkede dej har jeg hørt, at det kan skyldes for lang hævetid, men hvis du har fulgt opskriften, burde dette jo ikke være tilfældet… Hmmm. Ih hvor ville jeg gerne hjælpe mere, men jeg har desværre bare aldrig oplevet lignende selv.
      Knus Anna

  17. 4 stars
    Har netop bagt dine snurrer. Hold hvor er de lækre og saftige. Dog blev mine MEGET store. Jeg lavede 16 på en portion, men jeg tror nu jeg vil sigte efter 20-24 stk næste gang. For der bliver helt sikkert en næste gang!!

    • Hej Malene,
      Det er jeg bare så glad for at høre. Skønt!
      Dine snurrer er formentligt blevet så store, fordi det er så varmt i vejret, og dejen derfor får det ekstra lunt og hæver mere.
      God sommer!
      Knus Anna

  18. Hej

    Er de også gode dagen efter? Tænker hvis man nu skulle have dem med på arbejde, om man kan lave dem dagen før?

    • Hej Pernille,
      Du kan sagtens koldhæve dejen, og så blot lave kanelsnurrerne færdige om morgenen. Du skal bare nøjes med at bruge 10g gær, og når dejen er færdigæltet, sættes den på køl natten over og hæves dér. Om morgenen kommer du remonce på, snurrer dem og bager. Jeg har også læst, at andre har haft erfaring med at lave dejen og sno dem om aftenen, og så sætte de færdigsnurrede på køl og hæve natten over (stadig med 10g gær). Så skal de blot bages om morgenen. Det har jeg ikke erfaring med, men måske det er noget, du har lyst til at kaste dig ud i! 🙂
      Knus Anna

  19. Hej lavede lige din kanel snurre igår, og muns 😀
    Tror du godt jeg kan lave dem helt færdige, (snoet og det hele) og så i køleskabet med et viskestykke over for natten, og så bage dem dagen efter når vores gæster kommer??

    • Hej Linda,
      Skønt at høre, at de gik godt! Jeg har kun prøvet at koldhæve selve dejen, uden at sno dem først. Det gør man blot ved at nøjes med 10g gær, og så lade dejen hæve i køleskabet natten over. Jeg tror dog godt, at det kan lade sig gøre at sno dem færdige, men så ville jeg igen kun tilsætte 10g gær, og så ikke lade dejen hæve, før du snurrer dem. Snur dem færdige, og sæt snurrerne på køl natten over til hævning, og bag dem om morgenen. Det tror jeg kan fungere fint 🙂
      Knus Anna

  20. Hej Anna
    Det er de flottest snurrer jeg nogensinde har set ?
    Mine surdejsboller blev fremragende, men 45 min med håndmikser og dejkroge er bare SÅ kedeligt – så nu køber jeg altså en maskine og så skal der også bages snurrer.
    … og det er din skyld ❤? – tak for gode råd undervejs i surdejen – og skønne opskrifter.
    Knus Jette

    • Hej Jette,
      Hvor er det bare dejligt at høre, at du er glad for opskrifterne, og har fået godt gang i surdejen. Du bliver SÅ glad for en røremaskine. Det gør surdejsboller (og snurrer) så meget nemmere at lave. Tusind tak for din søde kommentar.
      Kæmpe knus,
      Anna

    • Hej Jette,
      Hvor er det bare dejligt at høre, at du er glad for opskrifterne, og har fået godt gang i surdejen. Du bliver SÅ glad for en røremaskine. Det gør surdejsboller (og snurrer) så meget nemmere at lave. Tusind tak for din søde kommentar.
      Kæmpe knus
      Anna

  21. De skal snart prøves! Kunne dog godt have brugt billeder af “snurre processen” 🙂 har du et link eller noget du har brugt? (bare for lige at se det visuelt 😀 )

    KH Julie

  22. Har lige bagt dem i dag og det er bestemt ikke sidste gang. Nøj, de er bløde, smagfulde og lækre. Tak for skøn blog!!!!

  23. Hej,
    Skal de fryses inden de bliver bagt eller efter? Kan bare forestille mig de måske bliver lidt tørre hvis de bliver bagt inden og efter frygsning? Hvad er dine erfaring?

    • Hej Julie,
      Jeg vil skyde på at begge dele kan fungere fint. De bliver ikke tørre, selvom de bages før de kommer på frost, hvis bare man kommer dem i fryseren, umiddelbart efter at de er bagt og nedkølet 🙂
      God fornøjelse!
      Knus Anna

4,46 from 134 votes (119 ratings without comment)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering