En af bloggens absolut mest læste opskrifter, er opskriften på surdejsboller. Det forstår jeg virkelig godt. Ud af mine (mange) opskrifter på morgenboller, så er det også dem, jeg (og I) laver oftest. Desværre er der ét lille minus, som i en akut længsel efter hjemmebag kan virke som et stort et af slagsen. Man skal kende sit behov for nybagte boller godt halvanden døgn før, at man kan sætte tænderne i dem, da surdejen skal nå at blive klar til hævning. Selvom surdejsbollerne klart er ventetiden værd, så er det altså ikke altid, at jeg kan behovsudsætte min trang til nybagte boller så længe. Det er her, disse fuldkornsboller, eller grovboller om man vil, kommer ind i billedet.
Langtidshævede fuldkornsboller uden surdej
Løsningen på førnævnte problemstilling, får du nemlig her. Luftige fuldkornsboller med et fugtigt indre og en sprød skorpe. Det er ikke surdejsboller, men de udgør en brav konkurrent. Især tilsat lidt æblecidereddike til at bidrage med syrlighed. Fuldkornsbollerne smager drøn godt, og med disse boller skal du blot lade din røremaskine klare arbejdet, sætte dejen til hævning natten over i køleskabet, og så har du friske, nybagte grovboller klar morgenen efter.
Hvis din trang til nybagte boller er helt gal, så hav en nødration af disse fuldkornsboller eller surdejsboller klar i fryseren. Varmer du dem i ovnen er de også hæderlige, selv direkte fra frost.
Sunde fuldkornsboller med havregryn
Foruden at være virkelig gode til morgenmaden, så gør de sig også glimrende som madpakkebolle, især med seranoskinke, sennepsmayo og mozzarella som her. Den kombination er og bliver altså bare mit favorit fyld til en sandwich. Sammen med tunsalat. Det er dælme også godt.
Ps. Inden du scroller helt ned og finder opskriften på de skønne boller, så se lige hvor fint dejen bobler. Helt uden surdej!
Find opskriften på sprøde fuldkornsboller her:
Fuldkornsboller
Ingredienser
- 600 ml vand
- 10 g gær
- 1 tsk honning
- 1 stor spsk groft salt
- 300-350 g manitoba hvedemel
- 300 g hvid hvede ((kan erstattes af anden type fuldkornsmel))
- 50 g havregryn
- 1 spsk æblecidereddike ((kan udelades))
Instruktioner
Dej
- Kom vand, gær og honning i skålen til din røremaskine og rør indtil alt er opløst
- Kom mel og havregryn ned til væsken lidt af gangen, tilsæt salt og æblecidereddike og rør på lav hastighed til dejen er fri for klumper
- Når dejen er fri for klumper skrues maskinen op på middel hastighed, og der røres i ca. 5 min
- Lad dejen stå i 10 minutter, og tænd herefter maskinen på høj hastighed. Rør indtil dejen slipper siderne på skålen og kan bestå glutentesten. Dette tager ca. 10 min
- Glutentesten består i at du skyller dine hænder med vand, tager et stykke dej mellem to fingre og strækker den. Kan dejen strækkes papirtyndt ud er den rørt færdig, hvis ikke, rør lidt længere, og lav testen igen! Det er meningen, at dejen er tynd.
- Sæt dejen til hævning natten over med et klæde over skålen. Jeg hælder min dej ned i en oliebeklædt bøtte, da det gør den nemmere at få ud morgenen efter, uden at luften bliver ødelagt
Bagning
- Et par timer før bagning tages dejen ud af køleskabet, så den "vågner"
- Tænd ovnen på 250 grader varmluft og lad en bageplade stå derinde og blive varm
- Drys mel på køkkenbordet, vend dejskraber i melet og hæld dejen ud af skålen vha. dejskraberen
- Skær én bolle ud af dejen af gangen og pas på ikke at ødelægge luftbobler undervejs. Fold bolledejen ind over hinanden fra begge sider og placer bollen med folderne ned ad på et stykke bagepapir
- Fortsæt proceduren indtil du har fyldt bagepapiret med boller
- Tag den varme bageplade ud af ovnen og træk forsigtigt bagepapiret med bollerne over på den
- Sæt pladen i ovnen og bag bollerne i 10 min, hvorefter du skruer ned til 200 grader varmluft og bag dem i yderligere 10-15 min
- Når du tager bollerne ud skal de være mørke og gyldne. De er bedre hvis de får lidt farve, da det gør dem sprødere udenpå og mere fugtige indeni.
- Køl dine boller på en rist inden de spises
Noter
Har du prøvet en af mine opskrifter? Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag #groedgrisen eller #grødgame på jeres billeder på instagram.