En halv avocado med syltede rødløg, mayo med serano skinke og saltede mandler er den perfekte morgen-spise. Den kan varieres i det uendelige, og er virkelig svær at ødelægge. Okay med mindre avocadoen er umoden. Så kan det altså hurtigt blive noget af et show at få frigjort kødet fra skallen. Men hey, det skal ikke afskrække dig, for selvom du får fat i en umoden avocado, er der stadig en lappeløsning, som VIRKER. Vær generøs med topping, og spar ikke på syltede rødløg, saltede mandler, karse, nigella frø og cherrytomater. Så er den ged barberet – og ingen opdager den halv-smattede avocado i bunden af skålen. Det smager tilmed MEGA godt!
Den famøse / instagramvenlige halve avocado
Det her er mit bud på den famøse “halve-avocado-i-skål” som man kan købe på diverse caféer. Til alt for dyre priser, må jeg lige indvende. Jeg ved det, fordi jeg har spist utallige af dem, så det var på høje tid, at jeg lavede min egen version. Avocado med syltede rødløg, serano-mayo, tomater, saltede mandler og karse er helt perfekt ovenpå et stykke friskbagt rugbrød. Det betyder: du må i køkkenet.
Avocado til brunch
Jeg har efterhånden prøvet mig frem med en del forskellige smagskombinationer, når det gælder den halve brunch-avocado. Udover den version, jeg deler her i indlægget, er det også super lækkert at spise avocado sammen med feta, almindelig mayo, citronsaft og chiliflager. Og syltede rødløg. Altid syltede rødløg.
Hvis du endnu ikke har lavet dem, så får du her en fremgangsmåde, som er uhyre simpel: skær 4-5 små rødløg i skiver, og kog 1 dl æblecidereddike, 1 dl vand, 1 dl sukker op, til alt sukkeret er opløst. Hæld væsken over løgene, og sæt i køleskabet natten over. Dagen efter har du de skønneste syltede rødløg, som er perfekte ovenpå avocado til brunchbordet.
Find opskriften på 1/2 avocado med syltede rødløg og mayo her:
Avocado med syltede rødløg og mayo
Ingredienser
- ½ avocado
- 1 tsk mayonnaise
- 3 cherrytomater
- 2 tsk karse ((eller lidt feldsalat))
- 1 spsk syltede rødløg ((læs ovenfor))
- 1 spsk saltede mandler
- Evt. lidt nigella frø (eller sort sesam)
Mayonnaise med seranoskinke (til mange portioner)
- 60 g seranoskinke
- 2 æggeblommer
- ½ tsk sennep
- 1 tsk æblecidereddike
- 1 nip chiliflager
- 1 nip peber
- 1 tsk sød paprika
- 2 dl smagsneutral olie ((f.eks. solsikkeolie))
Instruktioner
Mayonnaise med seranoskinke
- Start med at lave mayonnaisen (kan godt erstattes af andre typer færdig-mayo, hvis du har travlt).
- Tænd en pande på høj varme, og rist seranoskinken sprød. Vend halvvejs.
- Kom æggeblommer, sennep, æblecidereddike, chiliflaber, peber og paprika i en lille skål.
- Pisk massen med en el-pisker, til ingredienserne er blandet sammen.
- Tilsæt olien i en tynd stråle, og pisk indtil massen tykner og bliver til mayonnaise. Sæt til side.
- Kom det færdigristede seranoskinke i en minihakker, og kør indtil det er pulveriseret.
- Vend forsigtigt, men grundigt det pulveriserede seranoskinke i mayonnaisen, og opbevar den på køl.
Sådan laver du avocadoanretningen
- Kom avocado i en lille passende skål, og kom 1 tsk mayonnaise ovenpå
- Anret med cherrytomater, nigella frø, karse, saltede mandler og godt med syltede rødløg.
Har du prøvet en af mine opskrifter? Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag #groedgrisen eller #grødgame på jeres billeder på instagram.