Opskriften på havre-byggrød med hyldebær-pocheret pære indeholder reklamelinks markeret med *
Denne havre-byggrød med hyldebær-pocheret pære smager forrygende, og er tilmed en af de smukkeste portioner grød, jeg hidtil har lavet. Hele æren går til den fine pocherede pære, som fungerer perfekt ovenpå den cremede grød i selskab med hassenøddesmøret.
Pocheret pære på morgenmaden
At stå op kl. 7 om morgenen og pochere pærer er måske ikke lige det mest optimale, jeg kan foreslå dig, men grøden her er faktisk super hurtig at lave, såfremt man tager tiden til at lave hasselnøddesmør og pærer aftenen før. Du kan evt. lave begge dele om søndagen, og så har du topping til din grød hele ugen. Både hasselnøddesmør og pocheret pære i hyldebær er anstrengelserne værd, det lover jeg!
Grød kogt på havre og byg
Som I ved, så er jeg pjattet med en helt klassisk havregrød, såfremt den er kogt ordentligt, er cremet og saltet tilpas. En god idé, hvis man er ved at gå død i den klassiske version, er at tilsætte byggryn også, som bidrager med en anden smag. Byggryn er meget milde i smagen, og fungerer derfor super godt sammen med havre i denne grød, hvor toppingen får lov at komme til sin ret. Prøv selv!
Find opskriften på havre-byggrød med hyldebær-pocheret pære her:
Havre-byg grød med hyldebær-pocheret pære
Ingredienser
Grød
- ½ dl grovvalsede havregryn
- ½ dl byggryn*
- 1 spsk solsikkekerner*
- 1 dl vand
- 1 dl mælk
- 1 nip salt
Topping
- ½ pocheret pære med hyldebær
- 1 spsk hasselnøddesmør
- Kakaonibs*
- Kokosflager*
Instruktioner
- Kom alle grødens ingredienser i en gryde, og sæt på høj varme. Når grøden koger skrues ned på lav varme. Rør løbende!
- Imens grøden koger skæres den pocherede pære i tern (det er altså nemmere at spise, omend ikke så dekorativt som på billederne) 😉
- Når grøden er færdig, og dejlig cremet toppes den med pocheret pære, hasselnøddesmør, og evt. kakaonibs og kokosflager.
Noter
Har du prøvet en af mine opskrifter? Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag #groedgrisen eller #grødgame på jeres billeder på instagram.