Jeg har længe (rettelse: alt for længe) gået med tanken om at lave en hjemmelavet grødblanding. Af en eller anden grund har jeg holdt mig beskæftiget med andre eksperimenter, så den har været længe undervejs, men nu er den her. Forsinket eller ej, resultatet er blevet virkelig godt, og jeg er mildest talt hamrende begejstret for den færdige grøds smag og konsistens. Den har massere af tekstur og smager dejligt.
Hjemmelavet grødblanding
Det bedste ved at lave sin egen grødblanding er, at man kan få den fuldstændig, som man gerne vil have den, og bruge netop de gryn, kerner og krydderier, som man synes er lækkert. Jeg er rigtig vild med basisopskriften, men har i bunden af opskriften givet en masse idéer til, hvordan du kan pifte basisopskriften op, hvis du godt kan lide, at lege med forskellige smagsindtryk og teksturer.
Kornblanding til grød
Opskriften nedenunder er med de gryn og kerner, som jeg aller bedst kan lide at bruge i min grød. Hvis du er glad for grød kogt på f.eks. boghvedegryn, rugflager, græskarkerner eller andet, så prøv dig frem, til den er, som du gerne vil have den! Et godt råd: vælg gryn/flager som alle er grovvalsede. Det giver den bedste konsistens, hvis gryn/flager er af samme type, så nogle af grynene ikke bliver kogt før andre.
Prøv f.eks. at brug blandingen til grød med havtornmarmelade, skyr og hasselnødder eller med karamel, æble og valnødder.
Rigtig god fornøjelse!
Find opskriften på hjemmelavet grødblanding her:
Hjemmelavet grødblanding
Ingredienser
Basis opskrift
- 300 g grovvalsede havregryn
- 150 g grovvalsede speltflager
- 50 g chiafrø
- 50 g perlebyg ((eller perlespelt))
- 50 g solsikkekerner ((kan suppleres med hørfrø))
- ½ spsk havsalt
- 20 g kokosflager ((kan udelades))
Prøv evt. at tilsæt en eller flere af nedenstående:
- Krydderier: vanilje, kardemomme, kanel, bagekakao, kokossukker
- Tørret frugt: tørrede dadler, frysetørrede bær, tørrede æbletern ((finthakkede))
Instruktioner
Lav selve grød-blandingen
- Bland alle ingredienserne sammen i en skål og rør godt rundt med en ske.
- Hæld blandingen over i en pose og opbevar grødblandingen tørt og tætlukket (fif: disse poser er gratis i søstrene grene)
Når grød-blandingen skal i brug
- Kog 1 dl grød-blanding op med 1 dl mælk og 1 dl vand. Start på høj varme, og når det begynder at koge skrues der ned på lav varme. Rør rundt løbende.
Noter
Har du prøvet en af mine opskrifter? Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag #groedgrisen eller #grødgame på jeres billeder på instagram.