Opskriften på chocolate chip pandekager er udviklet i samarbejde med Valsemøllen.
Hold nu op hvor har jeg bare glædet mig til at dele netop denne opskrift med jer. De luftige, lækre og chokoladerige amerikanske pandekager du ser på billedet smager nemlig vanvittigt godt, og er allerede blevet bagt hyppigt herhjemme. De er perfekte som en sød komponent på brunchbordet, som en lækker dessert eller sammen med en kop kaffe til eftermiddagshyggen.
Chocolate chip pandekager med kærnemælk i samarbejde med Valsemøllen
Chocolate chip pandekagerne er lavet som klassiske amerikanske pandekager, men med et syrligt twist fra kærnemælk og en dejlig smag fra chokoladedråberne, som bliver helt uimodståelige, når de smelter ved stegning af pandekagerne.
Til pandekagerne har jeg anvendt økologisk hvedemel fra Valsemøllen. Jeg elsker almindeligvis den gode smag fuldkornsmel kan bidrage til i bagværk, men til pandekager som disse foretrækker jeg en god økologisk hvedemel, som den jeg har anvendt fra Valsemøllen, fordi den bidrager med en perfekt mild smag og gode bageevner. De amerikanske pandekager med chokolade bliver super smagfulde, og får lige præcis den luftige konsistens man ønsker til amerikanske pandekager.
Luftige amerikanske pandekager med chokolade
Chocolate chip pandecakes, som de hedder på engelsk, er desuden sindssygt nemme at lave. De tørre ingredienser blandes, de våde tilsættes, æggehvider piskes stive og vendes i sammen med chokolade. Steg i smør og vupti, på et kvarters tid står du med en overdrevet god komponent til dit brunchbord.
Pandekagerne smager vidunderligt, som de er, men topper du dem med flødeskum pisket med lidt vanilje og en god ahornsirup, ja så skal du i hvert fald ikke tøve med at servere mig sådan en stak. MMmmhhh!
Vild med pandekager? Prøv også mine klassiske amerikanske pandekager, mandelpandekager eller mascarpone pandekager med hindbær.
Find opskriften på chocolate chip pancakes her:
Chocolate chip pandekager
Ingredienser
- 200 g hvedemel
- 1 spsk rørsukker
- ½ tsk bagepulver
- ½ tsk vaniljesukker
- ¼ tsk kardemomme (kan udelades)
- 1 nip salt
- 30 g smør
- 1 æg
- 3 dl kærnemælk
- 40 g lys og mørk chokolade (knapper eller grofthakket )
Topping foreslag
- Flødeskum (evt. tilsæt lidt vaniljesukker)
- Ahornsirup
- Chokolade
- Bær eller frisk frugt
Instruktioner
- Bland de tørre ingredienser sammen i en skål.
- Del ægget i æggeblomme og æggehvide, og pisk æggehviden stiv.
- Smelt smørret og lad det køle en smule. Hæld det i skålen til de tørre ingredienser sammen med æggeblomme og kærnemælk, og pisk til dejen er lind med et piskeris.
- Vend forsigtigt æggehvide og chokoladeknapper i dejen med en røreske.
- Steg pandekagerne i smør på en middel-varm pande, og vend dem, når de har bobler i overfladen og undersiden er lysebrun.
- Nyd pandekagerne med ahornsirup, flødeskum, friske bær og/eller ekstra chokolade.