Opskriften på sundere saltkaramel er udarbejdet i samarbejde med Bodylab og indeholder reklamelinks markeret med *
Lige siden jeg delte opskriften på denne sundere karamel på min instagram, har den været uhyre populær, og det er altså ikke uden grund. Den er vanvittigt nem at lave, og består kun af 4 ingredienser, som du med stor sandsynlighed allerede har stående i dine køkkenskabe. Den er blød og cremet, og minder i det hele taget rigtig meget om en ‘rigtig’ flødekaramel, både på smag og konsistens, på trods af at ingrediens-indekset ikke minder tilnærmelsesvist om de konventionelle versioner. Og så giv mig lige ret i, at kombinationen mellem salt og sødt er fuldstændig to die for? Hvis du ikke er overbevist, så prøv at lav den her, og se om du ikke (som jeg), bliver rimelig afhængig.
Sundere saltkaramel
Hvis du er i tvivl om anvendelsesmulighederne for denne sundere saltkaramel, så kan den alt det samme som almindelig karamel kan. Prøv at top din grød eller dine pandekager med den, eller prøv at spis den til skiver af æble som eftermiddagssnack. Eller bare direkte fra glasset…. det er jeg rimelig slem til.
Idéer til variationer af min sundere saltkaramel:
- For version med chokolade: karamellen smages til med råt kakaopulver eller smeltet chokolade
- For vesion med et strejf af kokos: rist lidt kokos på panden til gyldent og blend med, når de andre ingredienser blendes til karamellen
Find opskriften på den perfekte sundere saltkaramel her:
Den perfekte sundere saltkaramel
Ingredienser
- 50 g smagsneutral kokosolie
- 50 g peanutbutter* ((helst smooth))
- 100 g zero topping salted caramel* ((ved brug af andre slags sirup tilsæt havsalt))
- ½ tsk kanel
Instruktioner
- Alle ingredienser blandes grundigt i en minihakker eller kraftig blender, til det opnår en lind karamelkonsistens
- Evt. tilføj en smule kogende vand og blend med, hvis du vil have den tyndere
- Opbevar den udenfor køleskabet, og rør i den inden brug. Hvis du gerne vil bevare den tynde karamelkonsistens, kan du evt. røre lidt kogende vand i den, hvis den tykner for meget i løbet af dagene.
Har du prøvet en af mine opskrifter? Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag #groedgrisen eller #grødgame på jeres billeder på instagram.