Okay … jeg må blankt erkende, at min første indskydelse ved synet af gule, lidt trætte pærer i frugtskålen var kage. Pæretærte eller pærekage, fordi det bare er lækkert. Hvad jeg i stedet endte med at lave, er denne pæremarmelade med ingefær og citron. Omend pæremarmelade ikke er kage, så smager den altså virkelig godt. Især ovenpå grød, pandekager eller en ostemad, og garanteret også som dessert med makroner, smørstegt rasp og sukker samt flødeskum i lag. Jeg kunne nemlig alligevel ikke helt slippe tanken om kagen, så jeg må hellere få testet sidstnævnte forslag en af dagene… Jeg kan jo ikke foreslå jer noget, som jeg ikke selv har prøvet 😉
Pærermarmelade på morgenmaden
Jeg har ligget syg den seneste uge, med en nedsat appetit, hvilket har resulteret i en lidt ensidig lystbetonet kost. Rettere sagt mængder af kanelsnurrer, frugtyoghurt og varm kakao, som jeg nægter at indrømme på skrift. Det tog en rum tid at overbevise mig selv om, at pærer ikke var lig kage (fordi pære + kage = ♥), men den omtalte sygdomskost udgjorde det tungestvejene argument for, at pærermarmelade var vejen frem.
Især nu når jeg skal have gang i varm morgengrød igen, hvor denne pæremarmelade med ingefær og citron kommer til at være helt perfekt.
For et par uger siden kom Daniel hjem med en stor pose pærer fra en lokal frugtplantage. Foruden at bruge nogle til madpakker og til bare at spise, brugte jeg nogle til at lave pocherede pærer i hyldebær, som jeg spiste ovenpå denne grød.
Pærekompot eller marmelade?
Når pærerne når et vist stadie af blødhed, står både Daniel og jeg af ift. at spise dem direkte fra frugtskålen. Det betød, at der måtte gøres noget med de sidste, inden bananfluerne overtager. Derfor opstod denne pæremarmelade/kompot, eller hvad man egentlig kalder sådan en. Den smager glimrende, og jeg synes altså, at du skal lave den.
Find opskriften på pæremarmelade med ingefær her:
Pæremarmelade med ingefær
Ingredienser
- 4 bløde clara friis pærer ((ca. 350g uden kernehus))
- 1 blødt æble ((ca. 100g uden kernehus))
- ½ citron
- 1x2 cm ingefær
- 2 spsk rørsukker
- Evt. 1 nip vanilje
Instruktioner
- Skyl pærer, æble, citron og ingefær og skær pærer og æbler i små tern. Jeg skræller ikke pærer og æble, men det kan du sagtens gøre, hvis du hellere vil have din marmelade finere i konsistensen. Jeg er glad for det bid, som skrællen giver!
- Kom ternene i en gryde sammen med saften fra citronen, fintrevet ingefær, rørsukker og evt. lidt vanilje.
- Kog marmeladen til konsistensen er, som du gerne vil have den. Det tog mig ca. 10 min på middel/høj varme. Du kan med fordel mose den lidt løbende, imens du rører.
- Når marmeladen er kogt færdig hældes den på et skoldet glas og opbevares i køleskabet. Hvis du gerne vil have, at den får en mere fast konsistens, og holder længere, kan du med fordel tilsætte lidt atamon.
Har du prøvet en af mine opskrifter? Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag #groedgrisen eller #grødgame på jeres billeder på instagram.