Bagt grød med tahin, efterårsfrugter og en sprød top!

Det er sæson for figner og æbler, og der findes ingen bedre måde at fejre det på, end ved at lave denne bagte grød med førnævnte i kombination med tahin og en masse kerner på toppen!

Okay, hvis I har fulgt med her på bloggen (og på instagram), så ved I, at jeg egentlig har fejret det en hel del de sidste par uger, blandt andet med en opskrift på bircher müsli med figner og æble og en på havregrød med bagte figner. Sagen er bare den, at jeg følte, at der manglede en bagt grød i opskriftindekset, som kunne give sit bidrag til, at sæsonen for figner (så kort som den er), blev udnyttet til fulde!

Denne bagte grød kan mere end bare at smage hamrende godt, den er nemlig samtidig ret skarp til at give både figner og tahin den anerkendelse og opmærksomhed, de fortjener. Hvis du ikke allerede er smuttet i køkkenet for at lave den, så gør det snart! Jeg skal i hvert fald snart lave den igen.

Fif: Grøden kan sagtens laves om aftenen og spises kold om morgenen, men den er aller bedst lun. Og er du ikke til figner, laver du bare en version kun med æble på toppen!

Find opskriften på bagt grød med tahin og efterårsfrugter her:

5 fra 2 stemmer
Bagt grød med tahin, efterårsfrugter og en sprød top!
Forb. tid
10 min
Tilb. tid
35 min
Samlet tid
45 min
 
Antal: 3 personer
Ingredienser
Grøden
  • 100g müsli (alternativt grovvalsede havregryn og evt. lidt dadler eller rosiner)
  • 20 g proteinpulver (vanilla milkshake)
  • 1 tsk kanel
  • Et nip salt
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1 spsk zero (eller alm. sukker)
  • 10 g mørk chokolade
  • 1 stort æble (kan evt. erstattes af 150g most banan)
  • 2,5 dl mælk
  • 1 spsk lys tahin (køber min i Rema 1000)
  • 1 spsk citronsaft
Toppen
  • 1 spsk lys tahin
  • 1 spsk mandler
  • 1 spsk solsikkekerner
  • 1 spsk græskarkerner
  • 1 tsk zero (eller alm. sukker)
  • 1 Figen
  • 1/2 Æble
Sådan gør du
  1. Alle de tørre ingredienser til grøden blandes i en skål

  2. Æblet rives groft og kommes i en anden skål sammen med resten af de våde ingredienser til grøden
  3. Indholdet i de to skåle blandes grundigt sammen og hældes i et ovnfast fad (evt. med bagepapir)

  4. Æble og figner skæres i skiver og fordeles ud over grøden og trykkes en smule ned i grøden (se billede 2).

  5. Tahin, mandler, græskarkerner, solsikkekerner og zero blandes sammen i en skål. Når massen er blandet sammen fordeles den ud over grøden

  6. Bag grøden i ovnen i ca. 30-35 min (til den er gylden, og stadig er lidt grødet i konsistensen, men sprød og fast på toppen).


Indlægget indeholder affiliative links

Har du prøvet en af mine opskrifter? Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag #groedgrisen eller #grødgame på jeres billeder på instagram.

 

Dette indlæg har 4 kommentarer

    1. Mums! Kombinationen af tahin og figner er simpelthen bare så lækker. Så dejligt at høre, at din version også blev så god!

      Knus Anna

Skriv et svar

Close Menu