Hvis du ikke har bagt græskar liggende i køleskabet fra dagen før, skal du starte med at lave græskar mosen.
Tænd ovnen på 200 grader varmluft og skyl og del græskaret på midten. Fjern kernerne og læg græskaret med indersiden nedad på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag græskaret i en varm ovn indtil kødet er helt mørt. Det tager ca. 30 min.
Når græskaret er helt mørt tages det ud af ovnen og moses groft med en gaffel. Jeg finthakker græskarets skræl og blander i mosen, da det giver et dejligt bid.
Karamelliserede løg
De sidste 10 min græskaret er i ovnen laves de karamelliserede løg. Halver løget og skær det i tynde halve ringe.
Kom smør på en pande, og steg løgene til de er gyldne. Rør hyppigt.
Inden løgene tages af panden tilsættes godt med havsalt, et squeeze citronsaft og evt. en smule honning og steges med et øjeblik.
Toast
Kom smør på hver yderside af brødet. Vend smørsiden nedad mod spækbrættet, så den anden side af brødet vender opad.
Kom mayonnaise på den ene af skiverne og sennep på den anden.
Fordel græskarmos, karamelliserede løg, smuldret fetaost og grofthakkede ristede valnødder ovenpå mayonnaisen og kom den anden skive brød ovenpå med sennepssiden nedad.
Rist toasten gylden på begge sider på en pande og server den sprød og lun. Server med lidt rucola på.
Har du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag @groedgrisen eller #groedgrisen på dine billeder på instagram.