Opvarm mælken i en lille gryde til den er lun. Den må IKKE være varm, da det ødelægger gærets hæveevne.
Hæld mælken i en dejskål sammen med friskpresset appelsinsaft, fint-revet appelsinskal, kardemomme og kanel, og opløs gæren heri.
Rør et æg i væsken, og tilsæt flormelis, hvedemel og til sidst salt lidt efter lidt under omrøring.
Skær det bløde smør i tern og stil til side.
Ælt dejen i ca. 10-12 min ved middel-lav hastighed til dejen er blank, smidig og slipper kanterne på skålen. Tilsæt smørret ca. halvvejs, så det har god tid til at blive inkorporeret godt i dejen.
Hak mørk chokolade og (35 g) hasselnødder groft, kom i dejen, og ælt kort dejen til det er godt fordelt.
Stil dejen til hævning et lunt sted i en times tid med et fugtigt viskestykke over. Dejen skal hæve til ca. dobbelt størrelse.
Bagning
Kom dejen ud på et melet bord og del den i 12-13 små klumper med en vægt på ca. 80-90 g.
Ælt bollerne ved at folde bollens sider ind under bollen (mod midten på undersiden), så den får en glat og fin overflade (dette gør, at bollen ikke sprækker ved bagning). Læg dem i en dyb bradepande med samlingen nedad.
Læg et klæde over bollerne og lad dem hæve i yderligere 30 min. Imens tændes ovnen på 200 grader varmluft.
Bag bollerne i den varme ovn i 10-15 minutter til de er gyldne.
Yderligere
Hak de resterende hasselnødder (25g) groft.
Bland sukker og varmt vand grundigt sammen, og pensl bollerne med sukkervandet.
Drys hasselnødderne på og pynt evt. yderligere med lidt appelsinskal.
Nyd bollerne nybagte og lune med et godt lag smør eller som de er!
Har du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag @groedgrisen eller #groedgrisen på dine billeder på instagram.