Kom vand, surdej, gær og honning i skålen til din røremaskine og rør indtil alt er opløst.
Kom melet ned til væsken lidt af gangen, tilsæt salt og rør på lav hastighed til dejen er fri for klumper.
Når dejen er fri for klumper skrues maskinen op på middel/høj hastighed, og der røres i ca. 5 min. Lad dejen stå i 10 min, og rør den derefter færdig på høj hastighed indtil dejen slipper siderne på skålen og kan bestå glutentesten. Dette tager 8-12 min.
Glutentesten består i at du skyller dine hænder med vand, tager et stykke dej mellem to fingre og strækker den. Kan dejen strækkes papirtyndt ud er den rørt færdig, hvis ikke, rør lidt længere, og lav testen igen! Det er meningen, at dejen er tynd.
Skyl et viskestykke med vand og vrid det godt, så det ikke drypper, men er fugtigt. Kom det over skålen med dejen og sæt den på køkkenbordet eller i køleskabet natten over. Min erfaring er, at bollerne holder sig bedre saftige dagene efter bagning, hvis man koldhæver. Ved koldhævning skal dejen dog blive på køkkenbordet et par timer, før den sættes i køleskabet. Dejen kan ligeledes med fordel tages ud af køleskabet og sættes på køkkenbordet i en-to timer før bagning og "vågne" om morgenen, men dette er ikke nødvendigt, hvis bolledejen har stået 2-4 timer og hævet lidt op inden den kom på køl.
Bagning
Tænd ovnen på 250 grader varmluft og lad en bageplade stå derinde og blive varm. Alternativt kan du bruge et bagestål for at give bollerne de optimale forhold til at hæve flot op. Jeg linker til bagestålet i noterne.
Drys mel på køkkenbordet, vend dejskraber i melet og hæld dejen ud af skålen vha. en dejskraber.
Skær én bolle ud af dejen af gangen og pas på ikke at ødelægge luftbobler undervejs. Fold bolledejen ind over hinanden fra begge sider og placer bollen med folderne ned ad på et stykke bagepapir.
Fortsæt proceduren indtil du har fyldt bagepapiret med boller.
Tag den varme bageplade ud af ovnen og træk forsigtigt bagepapiret med bollerne over på den.
Sæt pladen i ovnen og bag bollerne i 10 min, hvorefter du skruer ned til 200 grader varmluft og bag dem i yderligere 10-15 min.
Når du tager bollerne ud af ovnen skal de være mørke og gyldne. De er bedre hvis de får lidt farve, da det gør dem sprødere udenpå og mere fugtige indeni.
Køl dine boller på en rist inden de spises.
Noter
Jeg bruger dette bagestål(reklamelink), når jeg bager bollerne. Det giver bollerne de bedste forudsætninger for at hæve flot op under bagning!
Har du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag @groedgrisen eller #groedgrisen på dine billeder på instagram.