Havregrødsmuffins med banan og mandler

havregroedsmuffins med banan og mandler

Ved du, hvad du skal have til morgenmad i morgen tidlig?

NEJ? Så kan du jo passende hoppe på morgenmads-muffin-vognen sammen med mig, og lave havregrødsmuffins med banan, nøddesmør og sprøde mandler og sesamfrø.

JA? Så stemmer jeg for dobbelt op på morgenmad. Second breakfast er et skudsikkert koncept, især når det indebærer lune havregrødsmuffins 😉

havregroedsmuffins med banan og mandler

Havregrødsmuffins med banan på farten

Nu skrev jeg godt nok, at du kunne lave dem til morgenmad i morgen tidlig. Men hvorfor vente? Du kan gå igang lige nu og hive 8 stk svampede havregrødsmuffins ud af ovnen om knap en halv time. Så kan du spise dem som morgenmad, et mellem-måltid, som selskab til din aftenkaffe, eller hvornår du ellers lige kan passe dem ind i din dag.

Følgende scenarier ift. indtagelse af havregrødsmuffins er allerede testet, og kan derfor roligt anbefales: lige efter bagning, en ekstra for liiiige at tjekke om opskriften nu var god nok (eller noget…), og så én mere da jeg kom hundesulten hjem fra træning.

havregroedsmuffins med banan og mandler

Sunde morgenmadsmuffins med banan

Normalt laver jeg bagt grød uden æg, da jeg godt kan lide, at min bagte grød har en “grødet” midte, og ikke er helt så fast som kage. I disse morgenmadsmuffins bidrager ægget til en super god konsistens, som gør dem mere håndterbare at have med på farten. Dét er dælme smart at have sådan et par stykker her klar i køleskabet til travle dage.

Hvorfor skal du lave havregrødsmuffins?

Det skal du af tre simple årsager:

  1. De er hamrende nemme at lave
  2. De mætter godt
  3. De smager SKØNT. Både lune og kolde!

havregroedsmuffins med banan og mandler

 

Find opskriften på havregrødsmuffins med banan her:

5 fra 1 stemme
havregroedsmuffins med banan og mandler
Havregrødsmuffins med banan
Forb. tid
10 min
Tilb. tid
25 min
Samlet tid
35 min
 
Ret: Brunch, Morgenmad
Antal: 8 stk
Ingredienser
Dej
  • 3 dl havregryn (grovvalsede eller finvalsede)
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 nip salt
  • 2 modne bananer
  • 1 stor spsk nøddesmør (mandelsmør, peanutbutter eller hasselnøddesmør)
  • 2 dl mælk
  • 1 æg
  • 1-2 spsk appelsinsaft (kan udelades)
  • Evt. 1 tsk kanel
Top
  • 1 tsk smør
  • 1 tsk honning
  • 35 g mandler
  • 15 g sesamfrø (eller en anden form for kerner/frø)
Sådan gør du
  1. Tænd ovnen på 180 grader alm. ovn

  2. Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål

  3. Mos bananerne, og bland sammen med nøddesmør, mælk, æg og appelsinsaft

  4. Bland de våde ingredienser grundigt sammen med de tørre, og fordel dejen i 8 muffinforme

  5. Hak mandlerne groft, og smelt smør og honning sammen (det er hurtigst i mikrobølgeovn)

  6. Bland mandler og sesamfrø sammen med smør og honning, og fordel toppingen ud på de 8 muffins

  7. Bag dine muffins i ca. 25 min i den opvarmede ovn

  8. Lad dine muffins køle i muffinformen et øjeblik. Når du kan tage dem ud, uden at de falder fra hinanden placeres de på en rist, og køles yderligere

  9. De er aller bedst lune, men er også gode kolde! Server dem evt. med lidt yoghurt, skyr, karamel, bærkompot eller lign.

Opskriftsnoter

De er gode i 2-3 dage.

 

havregroedsmuffins med banan og mandler

Har du prøvet en af mine opskrifter? Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller tag #groedgrisen eller #grødgame på jeres billeder på instagram

 

Skriv et svar

Luk menu